Yin Yoga

Hvad er Yin yoga?

 

Blid, fordybende, nærværende og energigivende.

Rigtig mange yogaformer er dynamiske, aktiv og arbejder med den muskulære del af kroppen. Disse yogaformer kan kaldes for “Yang” og er bl.a. yogaformerne Vinyasa, Hatha og Astanga m.fl. De aktive yogaformer er rigtig gode for os, de styrker os, gør os smidigere, får os i form. Men vi skal helst have et liv med lige dele Yin og Yang og derfor skal vi også huske, at vores liv skal bestå af både det aktive og maskuline, men også af det blide, eftergivende, rolige og feminine og det er her yin yogaen kommer ind som et rigtig godt supplement og som ligevægt til et yang præget liv og måske en yang præget yogapraksis eller anden form for træning.

Yin yoga er en meget blid yogaform, hvor man ligger med afspændte muskler i en yin-stilling og strækker bindevæv, styrker ledene og finder ro i vejrtrækningen.

I Yin yoga ligger man typisk ml. 3-5 minutter i en stilling og lader tyngdekraften og roen skabe både eftergivenhed og stilhed i både kroppen og i sindet.

 

Yin yoga og bindevæv

Når man dyrker yin yoga, så strækker man helt særligt for denne yogaform sit bindevæv og det er rent faktisk utrolig sundt for vores kroppe, at vi arbejder med bindevævet. De fleste ved slet ikke, at der rundt om knoglerne, musklerne, leddene og organerne ligger bindevæv. Væv som hænger sammen i hele kroppen og som bl.a. transporterer energi. Bindevævet transporterer også stresshormoner og er du stresset, kan du opleve, at dit bindevæv bliver stift, usmidigt og måske giver dig uforklarlige smerter.

 

Yin yoga og stress

Yin yoga er helt fantastisk til både at forebygge og overvinde stress. Først og fremmest, så strækker vi, som skrevet ovenfor, vores bindevæv. Stresshormonerne kan ophobe sig i bindevævet, de kan skabe blokeringer og ved at arbejde med yin yoga, kan vi få stressblokeringerne til at opløses.

Er man stresset, har man højest sandsynligt levet et meget yang præget liv gennem længere tid. Og for at skabe balance i livet skal der noget yin til. Denne yin kan blive tilført i form af yin yoga, men også afspænding, meditation, åndedrætsteknikker og gåture kan skabe balance til yang.

Med yin yoga stimulerer vi det parasympatiske nervesystem. Gennem yin øvelserne, sætter vi tempoet ned, vores blodtryk bliver lavere, vores åndedræt bliver roligere og vores tanker stilnes. Når vi ligger i længere tid i stillingerne hjælper vi det parasympatiske nervesystem med at tage over så vi igen kan finde ro og så vi, særligt vigtigt hvis man er stresset, kan få stresshormonerne ud af kroppen.